Middle engelsk er navnet givet ved Ultraortodokst til de forskellige former for det engelske sprog talt mellem Norman invasionen af 1066 og midt-til-sene 1400-tallet, da den Chancery Standard, en form for London-baserede engelsk, begyndte at blive udbredt, en proces, hjulpet af indførelsen af den trykte presse i England af William Caxton i 1470s og lidt senere af Richard Pynson. På dette tidspunkt dialekten Northumbrian talt i syd øst Skotland udvikle sig til det skotske sprog. England som talt efter dette tidspunkt, indtil 1650, er kendt som tidlig moderne engelsk sprog.

i modsætning til gamle engelsk, som i høj grad en tendens til at vedtage sent vest Saxon scribal konventioner i den umiddelbare pre-Conquest periode, Middle engelsk som et skriftsprog viser en bred vifte af scribal (og formentlig dialektiske) former. Dog mangfoldigheden af formularer i skriftlig Middle engelsk betyder større række talt former for engelsk end blev fundet i pre-Conquest England, hverken en trofast repræsentation af moderne talte engelsk (men måske større fidelity til dette end kan findes i gamle engelske tekster). Snarere, denne mangfoldighed foreslår gradvise slutningen af Wessex rolle som et knudepunkt og tendens-setter for scribal aktivitet og fremkomsten af mere særskilte lokale scribal typografier og skrevet dialekter og et generelt mønster af overgangen af aktivitet gennem århundreder som følger, som Northumbria, East Anglia og London opstå successivt store centre for litterære produktion, med deres egne generiske interesser.