Kul erstattede koks som princippet lokomotiv brændstof i Det Forenede Kongerige efter indførelsen af mursten arch og Rivers deflektor pladen omkring 1860. Det stod snart klart, at nogle sorter af kul var bedre end andre. Den såkaldte britiske hård damp kul fra Durham, Northumberland og South Wales blev anset for bedre, med det sydlige Wales kul er bedst. Disse kullene havde et højt kulstofindhold og et indhold af flygtig under 14%. Når brændt, lidt klinker blev dannet og en god flamme blev produceret. Yorkshire kul blev også brugt af nogle jernbaner, men det var ikke så høj kvalitet som South Wales-type. Fattige kul producerer klinker og tillader ikke god dybgang. Kul størrelse er også vigtigt, at større stykker skulle brydes ned til omkring nummer i en mands næve at tillade selv flammespredningen over hele risten. Større stykker ville forårsage 'sorte pletter' i ilden, et sikkert tegn på lavere temperaturer og mindre effektiv forbrænding. Kul brændende lokomotiver blev prøvet af Joseph Beattie i 1854 på London & South Western Railway. Han designet en dobbelt brændkammer og forbrændingskammeret herpå. Forskellige andre enheder blev prøvet over de næste par år i et forsøg på at forbedre forbrænding, herunder anvendelsen af nogle ingeniører, for centralt opdelt fyrkasser udstyret med en midten af fjer til at forbedre cirkulation.