Enhver ur som de grundlæggende bestemte tidsintervaller bestemmes med reference til den resonant frekvens af stråling absorberes eller udsendes af atomer eller molekyler. Hvis perioden er underlagt resonant hyppigheden af molekyler, uret fortrinsvis omtales som et Molekylær ur. Atomic clocks almindeligt klassificeres som aktivt eller passivt, efter som de bruge stråling udsendes af eller absorberes af atomer. Typiske passiv atomic clocks er cæsium ure og rubidium ure. Cæsium ure bruges cæsium atomer til bestemmelse af de grundlæggende intervaller; rubidium ure bruges rubidium atomer. Fordi anden er defineret ved international aftale som længden af tidsfristen for et angivet antal cyklusser af en bestemt hyppighed af stråling fra cæsium atomet, er cæsium ure primære standarder for tid og frekvens. Rubidium ure har Vis mindre variationer i frekvens over korte perioder end gør cæsium ure. Den første fuldstændige og operationelle atomur blev udviklet af H. Lyon og hans partnere på U. S. nationale Bureau standarder (NBS) i 1948-1949. Det var faktisk et Molekylær ur; det anvendes ammoniak molekyler til bestemmelse af grundlæggende frekvens og tidsinterval. Sande atomic clocks kom senere og resulterede fra L. Essen og hans associates på nationale fysisk laboratorium (England) og Lyon og hans partnere på NBS fra omkring 1952 overskudsbeskatning arbejde.