Synkron ure blev udviklet i USA ved Henry E. Warren, som fik hans første patent i 1918. Der var ingen generel anvendelse for denne type ur indtil skiftende aktuelle strømforsyninger var tilgængelige for store antal forbrugere og hyppigheden kunne opretholdes ved en fast og præcist vedligeholdt værdi. En rotor opbevares synkront i trin med generatoren ved elektricitet elværk, og gearing bruges til at drive ur hænder; ofte ormen drev er ansat til at gennemføre store reduktion med det mindste antal hjul, nedsænket i olie bade at opnå tavse kører, som de tidlige rotorer løb ved høje hastigheder. Senere modeller brugte et større antal polakker i feltet magneten til at reducere rotoren hastigheden og sammen med brugen af plast tandhjul, minimeret støjniveauer uden behov for smøring. Strengt taler disse er ikke ure, men tid indikatorer, for der er intet middel til måling af tid inden den synkrone ur mekanisme.