En atmosfærisk ion af den type, der har den største mobilitet og kollektivt, er derfor den vigtigste agent af atmosfæriske conduction. Den nøjagtige fysiske karakter af den lille ion aldrig er blevet fuldt klarlagt, men meget beviser angiver, hver er en ublandede udgiftsførte atmosfæriske molekyle (eller sjældent, et atom) om som et par andre neutrale molekyler holdes ved elektrisk tiltrækning af den centrale ioniserede molekyle. Skøn over antallet af satellit molekyler er så høje som tolv. Når frisk dannet af nogen af flere atmosfæriske ionisering processer, små ioner debiteres sandsynligvis ublandede molekyler, men efter et antal sammenstød med neutrale molekyler de erhverve (faktisk, på en brøkdel af et sekund) deres klynge af satellitter. Selv med disse satellitter klynger om central opkrævet molekyler, er det resulterende kompleks ion mobilitet af 10 ⁴ gange større end store ioner. Negative små ioner udviser en smule større mobilitetsophold end positive små ioner, 1. 9 × 10 ⁻⁴ m s ¹ pr. volt cm ¹ bliver typisk for negativt, og 1. 4 × 10 ⁻⁴ m s ¹ pr. volt m ¹ bliver typisk positivt små ioner i tør luft ved havets. Små ioner kan forsvinde, enten ved direkte rekombination med oppositely udgiftsførte små ioner eller ved kombination med neutrale Aitken kerner til formular nye store ioner eller ved kombination med store ioner af modsat fortegn. Koncentrationen af små ioner nær havets er typisk ca. 5 × 10 ⁻⁴ af hvert tegn pr. m ³, både over havene og over landet. Denne koncentration øges med højde, og det er ca. 10 ⁻³ pr. m ³ på 18 km.