Retskrivning af et sprog er sæt af symboler (glyffer og diakritiske tegn) bruges til at skrive et sprog, som sæt regler, der beskriver hvordan du skriver disse glyffer, herunder stavekontrol, udtale og store bogstaver. På sigt er afledt fra græsk ορθά ortha-("korrekt") og γράφειν graphein ("at skrive").

Retskrivning adskiller sig fra typografi. Retskrivning omfatter skrivning system til et andet sprog. Engelsk, har for eksempel en alfabet 26 bogstaver for både konsonanter og vokaler, men ingen glyf for stress. Imidlertid hver engelsk brev kan repræsentere mere end én lyd, og mange engelske lyde (Fonem) kan være skrevet af mere end ét bogstav. Et eksempel på en ortografiske regel beskriver hvordan breve bruges er jeg før e undtagen efter c; en anden er at flertal er skrevet med bogstavet s uanset om det udtales som et (s), som katte, eller som en (z), som i hunde. Derudover kombinationer af bogstaver kaldes digrafer som th, repræsenterer enkelt lyde i engelsk retskrivning. Andre sprog, der anvender det samme alfabet som engelsk ikke kan bruge de samme digrafer.

En af de mest komplekse orthographies er, at to syllabaries af japanerne, som anvender en kombination af flere tusinde logographic glyffer (kinesiske tegn Hanzi) kaldes kanji, kaldet katakana- og hiragana, og det latinske alfabet, romaji. Alle ord på japansk kan skrives i enten katakana hiragana, eller rōmaji, og de fleste har også en kanji formular. Valget af hvilken type skrivning til brug afhænger af en række faktorer, herunder standardkonventionerne, læsbarhed og stilistiske valg. En retskrivning kan betegnes som «effektive», hvis det har en glyf pr. tale lyd (Fonem) og omvendt, men få systemer er perfekte.

En retskrivning, der ikke repræsenterer alle lyde af et sprog, som italiensk, engelsk og arabisk, kaldes «defekte». Både ineffektivt og defekte orthographies kan motivere stavereform.