Logisk positivisme (senere betegnet nypositivisme eller logisk empirisme) er en filosofisk retning udviklet i 1920'erne af Wienerkredsen, der bl.a. bestod af Moritz Schlick (1882-1936), Rudolf Carnap (1891-1970) og Otto Neurath (1882-1945). Den logiske positivisme mener at filosofien skal stræbe efter den samme stringens som videnskab, hvorved bl.a. teologi og metafysik udelukkes fra logiske ræsonnementer. Den logiske sandhed af en sætning skal i sidste ende baseres på dens overensstemmelse med den fysiske verden. Alle argumenter skal baseres på reglerne for logisk deduktion kombineret med observérbare fakta. (Se også Positivisme (litteratur))

For at forstå den logiske positivisme er det nødvendigt at sammenligne dens metodeidealer med andre metodeidealer, jf. videnskabelig metode. Mange logiske positivister opgav denne teori til fordel for andre teorier, fx Ludwig Wittgenstein.