En numerisk tilnærmelse metode, hvor data repræsenteres over nogle domæne af en diskret serie af funktioner. Domænet er opdelt i en finite antallet af underområder kaldet elementer, hvorfra navnet. A-udgaven af funktioner er opbygget ved at definere en simpel funktion, fx et lav-ordre polynomium på hvert element og kræver kontinuitet mellem funktioner på tilstødende underområder. De punkter, hvor værdier bruges til at definere funktioner kaldes konventionelt, noder og definerende parametre nodal værdier.

Finite elementer adskiller sig fra spektrale metoder, idet deres tilnærmelser, lokale og ikke globalt, og de er adskilt fra finite forskelle, fordi funktionen er defineret over en hel region snarere end blot en diskrete punkter. Deres anvendelse er mere fremherskende i modeling solide strukturer som bygninger eller airplanes, end det er for geophysical strømning, selvom flere forfattere har konstrueret omsætning modeller ved hjælp af finite elementer. Måske deres største fordel er den relative lethed, hvormed meget uregelmæssige grænser kan håndteres i modsætning til med de ovennævnte spektrale og finite forskellen metoder.