Den skotske variant af den sene middelalder to-hånds Langsværd. Det er karakteriseret som havende en cross fæstet af frem-skrånende quillons med firkløver afslutninger. Det var i brug fra 1400 og 1600-tallet.

De to-hånds claymore var en stor sværd anvendes i den sene middelalder og tidlig moderne perioder. Blev brugt i konstant clan warfare og grænsen kampe med engelsk fra ca. 1400 til 1700. Selv om Claymores eksisterede allerede i krige af skotsk uafhængighed de var mindre og få havde typisk firkløver design (som kan ses på Great Seal John Balliol konge af skotterne). Den sidste kendte kamp, hvor det anses for at have været brugt i et betydeligt antal var slaget Killiecrankie i 1689. Det var noget mindre end andre to-hånds sværd af æra. De to-hånds claymore synes at være en udløber af tidlige skotske middelalderlige longswords (svarende til Espee de Guerre eller Grete krig sværdet) som havde udviklet sig et karakteristisk stil af en cross-fæstet med fremad-vinklet arme der endte i spadeformede hævelser.De fligede pommels på ældre sværd var inspireret af Viking stil. Den spadeformede hævelser blev senere ofte gjort i et firkløver design.

Den gennemsnitlige claymore løb omkring 140 cm (55 tommer) i længde, med en 33 cm (13 tommer) greb, 107 cm (42 tommer) blade og en vægt på ca. 5.5 pund (2.5 kg).

Forholdsvis ensartet i stil, sværdet blev sat med et hjul pommel ofte udjævnet af en halvmåne-formet møtrik og en vagt med lige, frem-skrånende våben ender i quatrefoils, og langets kører ned i midten af bladet fra vagten. En anden fælles stil af to-hånds claymore (men mindre kendte i dag) var "clamshell hilted" claymore. Det havde en crossguard, der bestod af to nedad buede arme og to store, runde, konkave plader, der beskyttede foregrip. Det var så navngivet, fordi de runde vagter lignede en åben musling.