Theodor Wiesengrund Adorno (1903–1969) var en filosof, komponist, sociolog og æstetisk teoretiker. Han tilbragte sine sidste dage plaget af "nødsituationer i demokrati" inspireret af studenterbevægelsen i i 1960 ' erne, og studerende behandlede samtidigt ham som ven og fjende.

Efter studier i Frankfurt i 1920-erne og er i stand til at finde beskæftigelse i de første år af Nazityskland, Adorno flyttede til England i 1934. Fire år senere, med sin nye kone, Margarethe ("Gretel") Karplus (1902–1993), flyttede han til USA, først til New York og derefter til Los Angeles. I 1949 de vendte tilbage til Frankfurt hvor Adorno arbejdede både som professor på universitetet og som offentlige intellektuelle, deltager i radio- og tv-programmer om filosofi, samfund, uddannelse og kunst.

Born i en komfortabel bourgeois hjem, han var eneste søn af en protestantisk vin købmand af jødisk afstamning, Oscar Wiesengrund, og af en katolsk sangerinde, Maria Calvelli-Adorno. Før han flyttede til USA var han kendt ved Faderens navn og efter hans mor. Men selvom "Wiesengrund" blev forkortet til et forbogstav, navnet blev hædret i Thomas Manns Doctor Faustus (1947), den eksemplariske roman on the fate of musikalsk modernisme til hvilke Adorno væsentligt bidraget. The Beethovenian toner af Wiesengrund — eng-jorden — udtrykt en tidlig løfte om lykke for borgerlige alder, vil til sidst blive knust, forlader den ulyksalige dodecaphonic komponist Adrian Leverkühn intet andet valg end at afslutte sit liv med en tungsindig requiem sammensat til tysk kunst tidligere storhed.

Adorno skrev bredt på metafysik, historien om filosofi, epistemologi, politisk filosofi og etik. Han er mest kendt for sit forsøg på at afsløre de forunderlige historiske og dialektiske forhold mellem filosofi, samfund og kunst eller mellem filosofi, sociologi og æstetisk teori.