Afstanden fra midten af et objekt, hvis alle massen af objektet blev komprimeret inden for dette område, flugten hastighed fra ville lige overfladen lysets hastighed. Et eksempel på et objekt, der er mindre end dens Schwarzschild-radius er et sort hul. Når en stjernes rest kollapser inden for denne radius, lys ikke kan undslippe, og objektet ikke længere er synlig. Det er en karakteristisk radius, der er tilknyttet hver mængde af masse. The Schwarzschild-radius er opkaldt efter den tyske astronom Karl Schwarzschild der beregnes denne nøjagtige løsning til teorien om generelle relativitetsteori i 1915.

I 1915, Karl Schwarzschild opnået en eksakt løsning på Einsteins feltligninger for feltet gravitationel uden for et ikke-roterende, sfærisk symmetriske organ (se Schwarzschild metrisk). Ved hjælp af definitionen M = \frac {Gm} {c ^ 2}, opløsningen indeholdt et udtryk af formen \frac {1} {2 M-r}, hvor værdien af r gør dette sigt ental kommer kaldes Schwarzschild-radius. Fysiske betydning af denne Singularitet, og om denne Singularitet nogensinde kunne forekomme i naturen, blev drøftet i mange årtier, en generel accept af muligheden for et sort hul did not occur indtil anden halvdel af 1900-tallet.

The Schwarzschild-radius af et objekt er proportional med massen. i overensstemmelse hermed, solen har en Schwarzschild-radius af ca. 3.0 km (1,9 mi) mens jordens er kun ca. 9,0 mm, størrelsen på en jordnød. Kan iagttages universets masse har en Schwarzschild-radius af ca. 10 milliarder lysår.

Et objekt, hvis radius er mindre end dens Schwarzschild-radius kaldes et sort hul. Med overflade Schwarzschild-radius retsakter som et event horisont i en ikke-roterende legeme (en roterende sorte huller fungerer lidt forskelligt). Hverken lys eller partikler kan undslippe gennem denne overflade fra regionen indeni, derfor navnet "sort hul". The Schwarzschild-radius af den (i øjeblikket hypotese) supermassive sorte hul på vores galaktiske Center ville blive ca. 13,3 millioner kilometer.

Hvis konstant massefylde, Schwarzschild-radius af et organ, der er proportional med dens masse, men radius er proportional med kuben roden af diskenheden og dermed massen. Derfor som en akkumulerer sagen med normal tæthed (103 kg/m3, eksempelvis massefylden af vand), dens Schwarzschild-radius stiger hurtigere end dens radius. På ca. 150 millioner (1,5 x 108) gange Solens masse, sådan en akkumulering vil falde inde i sin egen Schwarzschild-radius og dermed ville det være en supermassive sorte hul 150 millioner solmasser. (Supermassive sorte huller op til 18 milliarder (1,8 x 1010) er blevet observeret solmasser.) De supermassive sorte hul i midten af vores galakse (4,5 ± 0,4 millioner solmasser) udgør observationsmæssigt det mest overbevisende bevis for eksistensen af sorte huller i almindelighed. Det menes, at store sorte huller som disse ikke danne direkte i et sammenbrud af en klynge af stjerner. i stedet de kan starte som et stjernernes mellemstore sort hul og vokse større ved accretion af stof og andre sorte huller. En empirisk sammenhæng mellem størrelsen af supermassive sorte huller og stjernernes velocity dispersion \sigma af en galakse bule kaldes M-sigma relationen.