Området på begge sider af ækvator mellem øerne i det indonesiske øhav. Dette er den mest komplicerede topografi af nogen af de regionale have i verden, der består af en række dybe bassiner med begrænset sammenkoblinger, hver kendetegnet ved sin egen type nederst vandet i store alder. De afvandingsområder, omfatter dette omfatter Banda, Sulawesi (tidligere Celebes), Molucca, Halmahera, Serman, Sulu, Flores, Java og Sawu til søs, med den største og dybeste Banda.

Nettet transport menes at være vest på alle tider, fra Stillehavet til det Indiske Ocean, med et maksimum i August (anslået til 12-20 Sv) og mindst i februar (anslået til 2-5 Sv). Det tager form af en vestlig grænse aktuelle, er stærkest langs Mindanao og og Kalimantan. Transport også forekommer hovedsagelig i de øverste lag med lidt transport under 500 m og ca. 75% over 150 m. de fleste af det høje saltindhold input opstår på tværs af vindueskarm mellem Stillehavet og Sulawesi havet, mens det meste af det lave saltindhold output er gennem forskellige smalle passager mellem de syd indonesiske øer, med både kommandoinput og -output forekommende over den hele vanddybde over vindueskarme.

Freshening af gennemstroemningsmaengden opstår på grund af både høj freshwater input fra sæsonmæssige nedbør og til stærk turbulent blanding, vand effekter massekonvertering i den øverste 1000 m af vandsøjlen, med turbulens formodentlig fordi der dannes lokalt stærk tidevandsenergi strøm. Denne blanding proces formidler en unik karakter til Australasiens Middelhavet feltet saliniteten i den øverste 1000 m er næsten homogent, mens feltet temperatur er stadig stratified. Dette sker, fordi selvom både temperatur og saltindhold er stærkt blandet den intense sol opvarmning i regionen tjener til at opretholde temperatur lagdeling.