I den bredeste forstand er "Bank" business af at acceptere midlertidige ansvar for at beskytte andres penge ("indskud") og så låne ud disse midler (sammen med de bankfolk egne midler) for at tjene interesse for bankens egen konto. Bank virksomhederne dermed tjene deres overskud primært ved at fungere som "finansielle formidlere", som mobilisere de spredte besparelser på mange husstande og virksomheder (ved at tilbyde opbevaring tjenester og betale renter på mindst nogle former for regnskaber) og derefter gøre disse poolede midler tilgængelige til egnet låntagere (business virksomheder, der ønsker at finansiere foreslåede investeringsprojekter eller måske til forbrugere, der ønsker at finansiere store billet holdbare forbrugernes varer som biler eller måske til statslige enheder, hvis politikerne har besluttet at bruge flere penge end de har modtaget i indtægter samlinger). Bank løfter sin egen kapital (og også køber indskud forsikring) til at sikre, at enhver indskyder kan få alle sine penge ikke tilbage i kontanter senere end nogle kontraktligt angivet tidsrum efter at have givet meddelelse herom. Banken gør denne noget risikabelt garanti, selvom det er ganske forudsigeligt, at nogle (forhåbentlig lille) procentdel af de lån, bankfolkene gøre ved hjælp af depositers' midler "bliver sur" og ikke blive tilbagebetalt af låntager. Banken overskud opstår hovedsagelig fra den (positivt) spredning mellem sine omkostninger af sikring og servicering indskud og sine indtægter fra gebyrer og renter på lån forlænges. (Naturligvis banker ofte søge at gøre yderligere overskud sælger andre finansielle tjenesteydelser til deres kunder og gæster så godt, men accepterer indskud og lån er den definerende core bankvirksomhed.) Ikke alle virksomheder engagerende i "Bank" i denne brede forstand er officielt kaldet "banker." Opsparing og lån foreninger, kreditforeninger og andre diverse sparsommelighed institutioner leverer tilsvarende tjenesteydelser under andre navne. I USA og de fleste andre udviklede industrilande lovgivning bestemmes for flere typer af formidlende finansieringsinstitutter hvis officielle "etiketter" normalt afhænge af de valgte formål, som de vil låne penge (business lån, forbruger lån, fast ejendom pant, etc.), den maksimale tidsperiode, som de vil kontrakten et lån (2 år? 5 år? 30 år?), og slags supplerende tjenester (kontrol privilegierforeign exchange, forvaltning af trusts og godser, osv.) de kan give til deres kunder ud over grundlæggende udtagning af indskud og udvidelse af lån. Set ud fra dette kursus, banker er hovedsagelig af interesse på grund af deres centrale rolle i fastlæggelsen af størrelsen af penge stock. Betydeligt mindre end halvdelen af amerikanske penge stock (M1) består af fysiske penge eller valuta (mønter og regninger). De fleste af pengene materiel i USA (eller enhver anden nutidens avancerede industrielle økonomi) er i form af "rene" poster repræsenterer bank depositers' kreditsaldi i deres enkelte eller corporate kontrol af regnskaber. Og utroligt nok for uindviede, det betyder, at banker konstant skaber penge "ud af den blå luft" ved blot at lave bogholderi poster, tildele nye checkkonto kreditter til kunder, som de tager ud lån fra banken. Naturligvis private banker kan ikke blot skabe penge ud af luften uden grænse og stadig forventer at bo i erhvervslivet. Når banken krediterer en låntagers konto hos beløbet i sin nye lån, det må forventes, at låntageren vil meget snart at tilbringe en del af eller alle de lånte. Efter check låntager skriver er deponeret i en andens konto i en anden bank, check vil snart blive præsenteret for samling på den långivende bank, og de bliver nødt til at have kontanter på hånden til at betale anden banken på tidspunktet. De mere dollars værd af lån en bank er forlænget, den mere kontant, det bliver nødt til at have på hånden i reserver til at opfylde den daglige strøm af indløsninger. De fleste eller alle check frelse krav kommer i hver dag kan normalt blive opvejet af kontanter og kontrol på andre banker, der depositers og låntagere har bragt og deponeret eller betalt dag, men en "usunde" bank, der udvider lån med hensynsløs opgive før eller senere vil finde, at strømmen af kontrol forelægges det for samling høj grad overstiger strømmen af uden for kontrol og kontanter bliver bragt ind. engang bankens hvælvinger er tom, og kontant reserver er borte, forvaltning må hurtigt (natten!) enten låne de nødvendige ekstra kontanter andetsteds (sandsynligvis på høje renter) eller andet sælge ud af nogle af bankens aktiver (på grund af hastværk, formentlig til brand-salg priser). Når de urolige bank kan ikke længere låne og har ingen aktiver venstre der kan sælges med kort varsel, det kan ikke længere opfylde sin ONTRAKTLIGE garantier til at betale sine forpligtelser på efterspørgslen og er derfor fallit med banker ejere og ledere nu omfattet af civile (og måske kriminelle) juridiske sanktioner (konkurs, dragter for misligholdelse af kontraktenuagtsomhed og svig, anklager for bedrageri, underslæb mv.). "Lyd" bankerne begrænser mængden af de lån, de udbrede, så de forbliver i en forsigtig proportionalt forhold til mængden af straks likvide midler de har til rådighed i "reserver" (enten som valuta i hvælvingen eller som anfordringsindskud i nogle andre bank, som Federal Reserve). Men bankfolk ansigt en vanskelig afvejning. Strømmen af kontrol, som vil blive præsenteret for betaling og omfanget af nye indskud og lån afdrag kommer i hver dag kan ikke forudsiges med 100% nøjagtighed, så jo højere den brøkdel af sin samlede indbetaling forpligtelser banken holder klar i reserver, sikrere eller "sundere" banken kan betragtes (og jo mere attraktive banken vil synes at depositers og andre potentielle forretningsforbindelser). Dog reserver ikke give nogen renteindtægter til banken, kun de midler, der er bundet op i lån til låntagere, (opløsningsmiddel) kan bidrage direkte og umiddelbart at bankens rentabilitet. For at maksimere deres profit, bankens ledelse skal finde den bedste måde for at finde en balance mellem behovet for at opretholde deres "reserve ratio" på et niveau højt nok til at begrænse deres risiko for at blive insolvente og modstridende nødvendigheden af at holde den højeste mulige andel af bankens midler lånt ud på interesse.